Pædagogik


Hvorfor er “gæster” og relationer så vigtige?

Centralt i de metoder, der praktiseres i TC Taastrup er tillid, omsorgsfulde relationer og fællesskab, anerkendelse og respekt samt fælles oplevelser.

TC Taastrup kalder målgruppen gæster og ikke f.eks. brugere. Man kan være bruger af mange forskellige ting, og at være bruger er et bredt begreb. At betragte målgruppen som gæster har betydning for såvel medarbejdere som målgruppe. Medarbejderne vil møde målgruppen med holdninger som at byde velkommen, gæstfrihed (gøre sit bedste), en ikke-krævende indstilling og en dybere form for tilknytning end til en bruger.

Målgruppen vil som gæster kunne fornemme den gæstfrie stemning, og vil kunne forvente at blive betragtet og taget imod, som mere end en bruger. Allerede her starter en mulig udviklingsproces henimod en mere positiv selvopfattelse.

Relationen mellem gæsten og TC Taastrups medarbejdere skabes først ved mødet på gadeplan, hvor der skal opbygges tilstrækkelig tillid til, at misbrugeren/den hjemløse ønsker at blive kontaktet igen eller komme i værestedet.

Ifølge Asplund (Asplund, J., 1987 i Bech-Jørgensen, B., 2003) kan mennesker ikke lade være at respondere, når andre henvender sig. Hvad den ene person gør, er et gensvar på, hvad den anden lige har gjort. Det giver anledning til endnu et gensvar osv.

Responsiviteten er denne vekselvirkning, og det er i denne vekselvirkning – i mødet, at både den sociale relation og gæstens nye identitet kan forandres og udvikles. Gæsten skal af brugeren gentagende og vedholdende sættes i situationer, hvor han/hun ”tvinges” til at tage imod tillid fra medarbejderne. I responsiviteten kan medarbejderne få forståelse for, hvilke behov for hjælp gæsten har. 

Tillid er et fundamentalt grundmenneskeligt vilkår og naturlig for menneskelige

relationer. I begyndelsen vil tilliden være præget af gensidig forbeholdenhed.

For Løgstrup ”vinder” tillid og andre suveræne livsytringer altid over menneskers tilbøjelighed til at ødelægge livet for hinanden – som han udtrykker det. De suveræne livsytringer vil altid ”dukke op til overfladen” igen og igen, uanset hvor mange gange, en gæst f.eks. er blevet mødt med mistillid. I og med at tillid er en suveræn livsytring, vil gæsten responsivt åbne sig. Tillid som suveræn livsytring er et af de grundmenneskelig vilkår som medarbejdere og gæster er fælles om. Gæsten har brug for tillid fra medarbejderen for at genvinde tilliden til sig selv og andre, og medarbejderen har brug for gæstens tillid for at kunne udfolde sit engagement som frivillig.

Medarbejderne skal konstant koncentrere sig om at udvikle og opretholde gensidig tillid, ved at handle meningsfuldt, anerkendende og respektfuldt i relationen. Når der er etableret et tillidsforhold, vil der opstå en fortrolighed og åbenhed, hvor gæsten fortæller om sin situation og som giver medarbejderne mulighed for at arbejde med at forstå gæstens oplevelser, tanker og situation, og tilbyde sin hjælp og støtte.

Tillid er et nært beslægtet til anerkendelse, da tillid bl.a. opbygges gennem anerkendelse.

Anerkendelse handler om at vise interesse for et andet menneskes erfaringer, som noget der er værd at tage del i og blive kendt med.

Martinsen (2004) fremhæver især to vigtige dimensioner ved omsorgsbegrebet: Det relationelle og det praktiske.

Omsorg som relationelt begreb, er et medmenneskeligt forhold mellem to personer baseret på en form for gensidighed, fællesskab og solidaritet. Forståelse for den andens situation er en forudsætning for at kunne handle omsorgsfuldt, og denne forståelse vokser ud af fælles erfaringer – som opnås gennem de mange fælles aktiviteter som gennemføres hos TC Taastrup samt samtalerne i værestedet og om tirsdagen.

Omsorg handler om at være til stede, og det indebærer blandt andet at acceptere den andens selvopfattelse og verdensopfattelse. Gæsten kan f.eks. tillægge en lille detalje meget afgørende betydning, mens den for medarbejderen at se, må have meget ringe betydning. Her må medarbejderen føle og anerkende brugerens livsforståelse. At være til stede indebærer også at afstå fra at få gæsten til at tænke og føle anderledes end han/hun gør i  forvejen. Medarbejderne skubber ikke til brugeren, men lader sig heller ikke selv skubbe. Man følges skridt for skridt.

Omsorg er også praktiske handlinger, der er baserede på en helhedsforståelse af situationen. Når omsorgen får lov til at røre ved de små dagligdags pligter, får de liv og varme (Elisabeth Hagemann i Martinsen, K., 2004) som f.eks. at få et slumretæppe omkring sig, få rent tøj osv.

Det er medarbejderens opgave, at anerkende gæsternes selvpræsentation som betingelse for, at han/hun kan værdsætte sig selv. Det er grundbetingelsen for, at socialt arbejde kan føre til menneskelig opblomstring (Høilund, P. og Juul, S., 2005).

Honneth (i Willig, R., 2003): ”Hvis der skal opstå et fællesskab i en verden af individer, kan og skal det kun være et fællesskab sammenvævet af lighed og gensidig omsorg – et fællesskab, der drager omsorg for og påtager sig ansvaret for den lige ret til at være menneske og for, at alle skal have lige reelle muligheder for at handle på grundlag af denne ret”.

Et fællesskab ikke behøver at være baseret på fælles levemåder og skikke, men må bygge på en følelsesmæssig deltagelse i den anden persons individuelle særegenhed: ”For kun i den udstrækning, at jeg aktivt drager omsorg for, at han eller hun formår at udfolde sine for mig fremmede egenskaber, kan vore fælles mål realiseres” (Høilund, P. og Juul, S., 2005). Det fælles mål om at livet må lykkes for gæsterne og blive en succes.

 

© TC Taastrup 2017